Personlige samtaler og individuelt skriveforløb
Hvis du sidder fast og vil skrive dig fri
Nogle gange klæber gamle mønstre, relationer eller følelser, vi ikke helt forstår, sig til os. Vi forsøger at tale os ud af det, tænke os frem til en løsning – men intet flytter sig for alvor. Her kan samtaler med skriveterapi være en vej.
I et personligt forløb får du et trygt og fortroligt rum, hvor du – i dit eget tempo – begynder at sætte ord på det, der gør ondt, det du længes efter, eller det du har båret alene alt for længe.
Vi mødes tre gange til samtale, og mellem møderne skriver du på øvelser, jeg udformer særligt til dig. Øvelserne bygger på det, vi taler om – og på min erfaring med både traumer, skam og selvhjælp gennem skrivning.
Jeg hjælper dig med at få øje på det, der ligger bag ordene. Ikke for at analysere dig, men for at støtte dig i at forstå dig selv – med kærlighed og klarhed.
Du skal ikke præstere. Du skal ikke skrive smukt. Du skal bare være villig til at være ærlig – og nysgerrig på, hvad der sker, når du giver dine følelser og erfaringer plads på papiret.
Dette forløb er for dig, der:
føler dig fastlåst og længes efter forandring
oplever sorg eller uro
står i en overgang og søger klarhed
bærer på en indre smerte, som du sjældent deler
har svært ved at finde din stemme – og stå ved den
vil i gang med dine egne erindringer som bogprojekt
Det, du skriver, bliver dit eget pejlemærke. Og sammen vil vi finde en vej, hvor du ikke skal gå udenom det svære, men heller ikke stå alene i det. Forskning har vist, at mennesker, der skriver om deres oplevelser, får mere overblik, færre fysiske symptomer og styrket psykisk modstandskraft. Skrivningen aktiverer både kognitive og emotionelle centre i hjernen og giver plads til håb, klarhed og bevægelse – selv midt i kaos.
Læs mere om virkningerne af skriveterapi her.
Hvis du er i tvivl om samtaler med skriveterapi er noget for dig, så kontakt mig for en gratis indledende samtale her.