Ubeskyttet
”Det er sensommeren 1987. Jeg går på en grusvej, langt ude på landet, himlen er lysegrå, og jeg er lige fyldt 20 år. Jeg ved, at jeg skal dø, ikke lige nu, men snart. Manden, der har slået mig ihjel, står på en gårdsplads for enden af vejen. Han har tændt et bål, og han er hvid i ansigtet af frygt, mens han ser mig komme nærmere. I min erindring er vi frosset der, jeg kan ikke huske ordene, kun at verden føltes helt tom, at der på hele kloden kun fandtes ham og mig, gårdspladsen og bålet.”
UBESKYTTET er et stærkt og hudløst vidnesbyrd, en uønsket erindring, en rå fortælling om kærlighed og et tilbageblik på en skæbnesvanger tid.
Forfatterens tanker og motivation
Ubeskyttet er min selvbiografiske fortælling om at undertrykke og skjule det forfærdelige, så ingen opdagede min skam. Som 19-årig blev jeg smittet med hiv – af en mand, der vidste, hvad han gjorde. I dag, næsten 40 år senere, er jeg stadig i live, og bogen følger min vej tilbage til hændelsen og udgravningen af alt det, jeg ikke har turdet huske, mærke eller indse.
Det mørke, jeg bærer i mig, driver mig til at konfrontere fortiden og opsøge min gerningsmand i et forsøg på at tage mit liv tilbage og stå ved mig selv. Ubeskyttet beskriver nødvendigheden af at møde virkeligheden som den er, at omfavne det hæslige for at komme tilbage til livet og lyset.
I løbet af mit liv har jeg flere gange overvejet, hvordan jeg kunne slå mig selv ihjel.
Jeg længtes ikke efter at forsvinde fra andre mennesker eller fra livet selv – men fra mit eget sind, fra dæmonen i min brystkasse, fra de uudholdelige følelser og tanker. For nogle år siden sad jeg igen med den længsel, men denne gang følte jeg mig i akut fare for at gøre skade på mig selv. Heldigvis fik resterne af min selvopholdelsesdrift fat i noget stærkere: kærligheden, vi alle bærer i os, og håbet om at lære at elske den, jeg var.
