Privatlivspolitik
Denne politik beskriver, hvordan jeg, Camilla Karlslund, behandler personoplysninger, når du besøger min hjemmeside, booker en samtale eller deltager i et forløb.
1. Dataansvarlig
Camilla Karlslund, CVR-nr. 45783472.
E-mail: mail@camillakarlslund.dk.
Hjemmeside: camillakarlslund.dk.
Jeg er dataansvarlig for behandlingen af dine oplysninger. Skriv til mig, hvis du har spørgsmål til noget i denne politik.
2. Hvilke oplysninger behandler jeg, og hvorfor?
Jeg behandler kun det, jeg har brug for.
Når du booker en samtale eller tilmelder dig et forløb, får jeg dit navn, din e-mailadresse og dit telefonnummer, og din adresse, hvis du skal have en faktura. Jeg bruger oplysningerne til at aftale tid med dig, sende dig det praktiske og opkræve betaling. Uden dem kan jeg ikke levere det, du har købt.
Ved køb behandler jeg oplysninger om betaling og fakturering. Dem skal jeg gemme, fordi bogføringsloven forpligter mig til det.
Har du tilmeldt dig mit nyhedsbrev, bruger jeg din e-mailadresse til at sende det. Det sker kun, fordi du har givet samtykke, og du kan trække samtykket tilbage, når du vil.
Når du besøger hjemmesiden, behandles din IP-adresse og oplysninger fra cookies. De cookies, der er nødvendige for at siden virker, sætter jeg, fordi siden ellers ikke fungerer. Alle andre sætter jeg kun, hvis du siger ja. Se cookiepolitikken.
3. Oplysninger fra samtaler og skriveøvelser
I en samtale eller et forløb kan du komme til at dele noget følsomt, for eksempel om dit helbred, en personlig krise eller andre private forhold.
Den type oplysninger behandler jeg kun, hvis du udtrykkeligt har sagt ja til det. Inden forløbet begynder, sender jeg dig en e-mail, der beskriver, hvad jeg bruger oplysningerne til, og du giver dit samtykke ved at svare bekræftende på den. Du kan trække samtykket tilbage igen når som helst.
Jeg gemmer ikke de skriveøvelser og tekster, du arbejder med. Dit materiale er dit eget og forbliver hos dig.
Under samtaler tager jeg håndskrevne noter til eget brug, så jeg kan følge op på det, vi har talt om. Noterne indeholder ikke dit navn, men de kan kobles til dig via datoen, og de er derfor personoplysninger om dig. De ligger aflåst, de deles ikke med nogen, og jeg destruerer dem senest tre måneder efter, at forløbet er slut.
Et forløb er ikke sundhedsfaglig behandling. Jeg fører ikke journal.
4. E-mail
Jeg bruger e-mail til det praktiske: tilmelding, tider, betaling og korte spørgsmål om forløbet.
Jeg skriver ikke følsomme oplysninger om dig i en e-mail, og jeg beder dig om ikke at gøre det. Har du brug for at dele noget om dit helbred eller dine private forhold, tager vi det i samtalen i stedet.
Skriver du det alligevel, sletter jeg det, når vi har talt om det, og senest når forløbet er afsluttet.
Almindelige mails om aftaler og forløb sletter jeg senest 12 måneder efter, at vi er færdige. Fakturaer og andet regnskabsmateriale gemmer jeg dog som beskrevet i afsnit 6.
5. Fortrolighed og dens grænser
Det, vi taler om, bliver mellem os. Jeg har aftalt fortrolighed med dig og videregiver ikke, hvad du har fortalt mig.
To ting kan sætte fortroligheden til side. Får jeg kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år har brug for hjælp eller udsættes for vold eller omsorgssvigt, har jeg efter barnets lov pligt til at underrette kommunen. Er der akut fare for dit eller andres liv, kan jeg blive nødt til at kontakte læge, psykiatrisk beredskab eller politi.
Jeg fortæller dig det, hvis det sker, medmindre det er umuligt eller vil gøre situationen værre.
6. Hvor længe gemmer jeg oplysningerne?
Håndskrevne noter destrueres senest tre måneder efter, at forløbet er afsluttet.
Kontaktoplysninger og mails om et forløb sletter jeg senest 12 måneder efter, at samarbejdet er slut.
Fakturaer, betalingsoplysninger og andet regnskabsmateriale gemmer jeg i fem år fra udløbet af det regnskabsår, materialet hører til. Det kræver bogføringsloven.
Din tilmelding til nyhedsbrevet gemmer jeg, indtil du framelder dig. Dokumentationen for, at du sagde ja, gemmer jeg i to år derefter, så jeg kan vise, at jeg havde lov.
Opstår der en uenighed mellem os, som kan ende i en retssag, kan jeg gemme det, der er nødvendigt for at varetage min egen retsstilling, indtil sagen er afsluttet.
7. Hvem får adgang til oplysningerne?
Jeg sælger ikke dine oplysninger og bruger dem ikke til markedsføring rettet mod dig.
For at kunne drive min virksomhed bruger jeg leverandører, der behandler oplysninger for mig og kun efter min instruks. Det er Netlify, der driver hjemmesiden, NordicWay, der driver min e-mail, og Flodesk, som jeg sender nyhedsbrevet fra. Jeg har skriftlige aftaler med dem, der forpligter dem til at beskytte dine oplysninger.
Betaler du med MobilePay, går oplysningerne om betalingen gennem MobilePay, som behandler dem efter sine egne regler og ikke på min instruks. Du kan læse om det i MobilePays egen privatlivspolitik.
Derudover kan min revisor og offentlige myndigheder få oplysninger, når jeg er forpligtet til det ved lov.
Netlify og Flodesk er amerikanske virksomheder, og oplysninger kan derfor blive behandlet uden for EU. Det sker kun, hvis EU-Kommissionen har vurderet, at landet beskytter dine oplysninger godt nok, eller hvis leverandøren har skrevet under på Kommissionens standardkontrakt om databeskyttelse. Skriv til mig, hvis du vil vide mere om det.
8. Hvis du vil trække dit samtykke tilbage
Du kan altid trække et samtykke tilbage. Nyhedsbrevet framelder du via linket i bunden af det. I øvrigt skriver du blot til mail@camillakarlslund.dk.
Så stopper jeg behandlingen og sletter oplysningerne uden unødig forsinkelse. Tilbage bliver kun det, jeg skal eller må gemme efter afsnit 6, altså regnskabsmateriale, dokumentation for samtykket og oplysninger, jeg har brug for, hvis der opstår en uenighed.
At du trækker samtykket tilbage, gør ikke den behandling, der allerede er sket, ulovlig.
9. Sikkerhed
Håndskrevne noter ligger aflåst. Min computer og telefon er krypterede og beskyttet med adgangskode og totrinsbekræftelse. Jeg er den eneste, der har adgang, og jeg arbejder ikke på fælles eller ubeskyttede enheder.
Går noget galt, og er der risiko for dig, anmelder jeg det til Datatilsynet inden 72 timer og kontakter dig, hvis risikoen er høj.
10. Dine rettigheder
Du kan få at vide, hvilke oplysninger jeg har om dig, og få en kopi af dem.
Du kan få rettet noget, der er forkert, og få slettet oplysninger, i det omfang loven tillader det.
Du kan gøre indsigelse mod, at jeg behandler dine oplysninger, og du kan bede mig om at begrænse behandlingen.
Du kan få de oplysninger, du selv har givet mig, udleveret i et almindeligt filformat eller sendt videre til en anden.
Skriv til mail@camillakarlslund.dk, hvis du vil bruge en af rettighederne. Jeg svarer inden en måned. Er spørgsmålet indviklet, kan jeg få brug for op til tre måneder, og så siger jeg det til dig undervejs.
Reglerne, jeg følger, står i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Vil du vide præcis hvilke bestemmelser jeg lægger til grund for de enkelte ting, jeg gør, så spørg mig, og jeg sender dig det.
11. Klage
Er du utilfreds, håber jeg, du skriver til mig først, så vi kan tale om det.
Du kan altid klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, dt@datatilsynet.dk, datatilsynet.dk.
12. Ændringer
Jeg opdaterer politikken, når der er behov for det, og den gældende version ligger altid på camillakarlslund.dk.
Ændrer jeg noget væsentligt, mens du er i et forløb, siger jeg det direkte til dig.
Senest opdateret: 29. juli 2026